Compassion Fokuseret Terapi (CFT) – mindre selvkritik og mere indre ro

Autoriserede psykologer
Online eller i klinikken
Fuld fortrolighed

Hvad er Compassion Fokuseret Terapi (CFT)?

Hos Psykologhuset Axia arbejder vi bl.a. med udgangspunkt i Compassion Fokuseret Terapi (CFT) som en central del af vores tilgang. Med CFT som fundament støtter vi dig i at udvikle større selvforståelse, mindske selvkritik og opbygge en mere medfølende og støttende relation til dig selv. Vores mål er at hjælpe dig til øget trivsel, balance og en stærkere indre ro.

Hvorfor inddrager I CFT?

Compassion Fokuseret Terapi (CFT) er en evidensbaseret terapiform, der har fokus på at styrke din evne til at møde dig selv og andre med omsorg, forståelse og venlighed. I CFT forstås compassion som en aktiv og motiveret medfølelse – en evne til at være med lidelse og samtidig have et ønske om at lindre den.

Lidelse er en naturlig og uundgåelig del af livet. Alligevel kan det være svært at rumme både egne og andres svære følelser, fordi vi mennesker naturligt søger tryghed, ro og velvære. Forskning viser dog, at når vi udvikler vores evne til selvmedfølelse, kan det have en markant positiv effekt på mentale udfordringer som stress, angst og depression.

CFT er særligt effektiv for mennesker, der kæmper med:

  • Hård selvkritik
  • Skam og skyldfølelse
  • Følelsesmæssige sår fra tidligere relationer eller omsorgssvigt

Hvis du er nysgerrig på, om CFT er det rette for dig, er du meget velkommen til at tage kontakt. Vi tilbyder både samtaleforløb og en kort, uforpligtende telefonsamtale, hvor vi sammen kan afklare dine behov og ønsker.

Compassion & nervesystemet

I Compassion Fokuseret Terapi (CFT) arbejder man med forståelsen af, hvordan nervesystemet påvirker vores følelser, tanker og adfærd. Nervesystemet kan overordnet opdeles i tre centrale systemer, som hver især er knyttet til forskellige motivationer og følelsesmæssige tilstande.

Trusselssystemet: når vi oplever angst og stress

Trusselssystemet aktiveres, når vi oplever – eller forestiller os – fare. Her er vores primære motivation overlevelse og selvbeskyttelse. Det kan komme til udtryk gennem velkendte reaktioner som kamp, flugt eller frys.

Når dette system er aktivt, kan vi opleve symptomer på angst, uro og stress. Kroppen frigiver stresshormoner som adrenalin, noradrenalin og kortisol, hvilket gør os klar til at reagere hurtigt. Selvom dette er en naturlig og vigtig funktion, kan et overaktivt trusselssystem være belastende over tid.

Drivesystemet: motivation og mål

Drivesystemet er forbundet med vores lyst til udvikling, præstation og målopnåelse. Her motiveres vi af både konkurrence og samarbejde, når vi arbejder hen imod noget, der er vigtigt for os.

Når vi når vores mål, frigives hormonet dopamin, som giver en følelse af tilfredshed og glæde. Samtidig er det naturligt, at denne følelse aftager igen, hvilket kan føre til, at vi hurtigt retter fokus mod næste mål. Hvis drivesystemet er aktiveret i længere perioder uden balance, kan det også bidrage til stress og indre pres.

Tryghedssystemet: ro og selvmedfølelse

Det beroligende system eller tryghedssystemet er centralt i Compassion Fokuseret Terapi (CFT) og har betydning for vores evne til at finde indre ro, tryghed og balance i nervesystemet. Når dette system er aktiveret, oplever vi følelser som ro, tilfredshed, samhørighed og omsorg – både overfor os selv og andre.

Dette system hænger blandt andet sammen med hormoner som oxytocin og kroppens naturlige beroligende processer. Det er her, vi kan restituere, fordøje oplevelser og føle os forbundne og trygge.

For mange mennesker – særligt hvis man har oplevet stress, angst, selvkritik eller svære relationelle erfaringer – er det beroligende system mindre tilgængeligt. Derfor er en vigtig del af CFT at styrke evnen til selvmedfølelse og aktivere det beroligende system gennem konkrete øvelser og terapeutisk arbejde.

I CFT er målet at skabe en bedre balance i nervesystemet. Når der er balance mellem trusselssystemet, drivesystemet og det beroligende system, får vi bedre forudsætninger for at håndtere livets udfordringer med større ro, fleksibilitet og selvomsorg.

Hvordan foregår Compassion Fokuseret Terapi?

CFT bygger på en kombination af evolutionær psykologi, neurovidenskab og tilknytningsteori. I terapien arbejder vi med en central model bestående af tre følelsesregulerende systemer, som påvirker vores tanker, følelser og adfærd.

Mange oplever ubalance mellem disse systemer – for eksempel et overaktivt trusselssystem (angst, selvkritik) og et underudviklet beroligende system (tryghed, ro). I et CFT-forløb arbejder vi med at skabe større balance, så du bedre kan regulere dine følelser og reagere mere hensigtsmæssigt i hverdagen.

Dette sker blandt andet gennem:

  • Øget forståelse af nervesystemet og sammenhængen mellem krop og sind
  • Træning i selvmedfølelse og selvomsorg
  • Udvikling af større selvindsigt og følelsesmæssig bevidsthed

Formålet med CFT i terapi

Målet med Compassion Fokuseret Terapi er at hjælpe dig med at:

  • Opnå bedre selvregulering og indre ro
  • Skabe en mere venlig og støttende relation til dig selv
  • Forbedre dine relationer til andre
  • Blive bedre til at give og modtage omsorg

Hvis du er nysgerrig på, om CFT er det rette for dig, er du meget velkommen til at tage kontakt. Vi tilbyder både samtaleforløb og en kort, uforpligtende telefonsamtale, hvor vi sammen kan afklare dine behov og ønsker.

Læs andres oplevelse

Læs om vores tidligere klienters oplevelser, hvad de har haft fokus på i vores samtaler og hvordan terapien har hjulpet dem.

”Jeg føler mig stærkere og jeg er begyndt at tro mere på mig selv. Det er en fuldstændig kontrast til vores første møde. Jeg er ved at hele, og det kan jeg, fordi jeg nu har magten over mit eget liv. Jeg føler mig som mig nu, hele mig, og ikke kun mig, der er blevet udsat for noget slemt.”

Anne, 52 år.
Bearbejdelse af senfølger efter omsorgssvigt og PTSD

“Jeg har i takt med forløbet haft færre og færre angstanfald. Jeg bruger de strategier vi har arbejdet med. Det har været en hjælp at få åbnet døren ind til angsten, fået forståelse for, hvorfor den kan opstå og idéer til, hvordan man enten kan forstærke eller mindske den. Jeg føler at jeg er godt på vej, og jeg har fået mere ud af vores forløb end jeg havde forventet og turde håbe på.”

Magnus, 32 år
Fokus på håndtering af angst og senfølger efter omsorgssvigt.

“Jeg bliver ikke lige så følelsesmæssigt revet med af tankerne, og jeg ved nu, at de ikke nødvendigvis er sande eller mig. Jeg kan bedre være med og i mig selv. Jeg oplever mere ro og jeg sover bedre. Nu kan jeg også sove uden lyset er tændt.”

Casper, 25 år.
Fokus på håndtering af generaliseret angst

”Jeg kan være med følelserne nu, ædru, og jeg har fået erfaring med, at jeg ikke er gået i stykker af at være med følelserne. Jeg er blevet bedre til at trøste og berolige mig selv uden alkohol. Og jeg kan sige til og fra på en ny og bedre måde.”

Lise, 43 år.
Fokus på at mindske brug af alkohol til regulering af følelser.

“Jeg har i forløbet for første gang i mit liv oplevet, hvordan det føles både kropsligt og mentalt at holde reelle pauser uden dårlig samvittighed eller skam. Jeg har fået en erkendelse af, at det er vigtigt, nødvendigt og at jeg skal tage det alvorligt. Sjovt nok oplever jeg også at jeg bliver mere effektiv, når jeg prioriterer pauser i løbet af dagen, selvom det ikke er formålet.”

Kenneth, 48 år
Behandling af stress efter sygemelding samt tilbagevenden på arbejde.
Terapi hos Psykologhuset Axia

Vi tilbyder individuel terapi

Vi tilbyder terapi til en bred vifte af udfordringer – blandt andet stress, angst, livskriser og relationelle temaer. Samtidig ved vi, at livet sjældent kan sættes i bokse. Vi møder dig med omsorg og tager udgangspunkt i det, du står i.

Ta’ det første skridt i dag

Book en gratis forsamtale

Det kan nogle gange være svært at tage det første skridt, når vi har brug for hjælp og der kan være mange overvejelser forbundet med at finde den rette terapeut. Skriv til os for at booke en gratis forsamtale på 15-20 min. Du kan også booke tid til forsamtalen direkte i vores kalender her.

Sammen finder vi ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe dig. Er vi ikke det rette match for dig, hjælper vi dig gerne videre til en anden psykolog i vores netværk.